fyrvværkeri
Fyrværkeri kan købes i lovlige butikker fra den 15. december,
men må først anvendes den 27. december.

Hvad kan du gøre selv:

Læg haveslangen et frostfrit sted og hav en frostfri vandhane klar med tilslutningsbeslag til slangen. Du kan også have din ”ukrudtsprøjte” klar med vand under tryk, hvis du ikke har anskaffet dig en brand Husk at sætte dysen på stråle. Det er utroligt lidt vand, der skal til, hvis man opdager ilden hurtigt.

Uden at det skal lyde dramatisk, så bør du øve en ”udrykning”, så du kan se, at vandslangen kan række hele huset rundt.
Sådan en øvelse nedsætter panikken, hvis det går galt.

Politiet har nok at gøre nytårsaften, og det nytter ikke at henvende sig til feststemte personer. Risikoen for konflikt er for stor.

 

 

Telefonen:

Læg en tekst ( med store tydelige bogstaver) ved telefonen, så enhver blot skal ringe 112 og så læse teksten op:

F. eks.: Brandvæsen ; Stråtagsbrand; Adressen , Postnummer og By, sig telefonnummeret du ringer fra. Hvis du ringer fra en mobiltelefon, kan du ikke lokaliseres, derfor er det dobbelt vigtigt, at du siger, nøjagtigt hvor branden er.

Postnummer og By er vigtigt, da alarmcentralen kan ligge i en helt anden landsdel end den, hvor du befinder dig.

Du bør have varmt overtøj og huer klar til at tage over festtøjet, hvis der skal evakueres !

Godt Nytår og lad os håbe, at denne vejledning viser sig at være spild af tryksværte.

Følgende regler og gode råd gælder for anvendelse af fyrværkeri:

Afbrænding af raketter, må ikke ske i mindre afstand end:

  • 10 meter fra bygningers åbninger
  • 200 meter fra bygninger med stråtag
  • 200 meter fra let antændelige stakke og oplag (eks. halmstakke)
  • 200 meter fra nåletræsbevoksning, lyngklædte arealer eller lign.

Afbrænding af øvrigt fyrværkeri, må ikke ske i mindre afstand end:

  • 100 meter fra bygninger med stråtag
  • 100 meter fra let antændelige stakke og oplag (eks. halmstakke)
  • 100 meter fra nåletræsbevoksning, lyngklædte arealer eller lign.
  • Alle afstande som er angivet ovenfor, skal fordobles i vindretningen.

Husk også at passe på dyrene!

Du må derfor ikke afbrænde fyrværkeri i mindre afstand end 100 meter fra:

  • Landbrugsbygninger med dyrehold
  • Hundekenneler og andre dyrehold
  • Arealer med udegående dyr

Sådan skal du forholde dig, når du skal affyre fyrværkeri:

  • Se om fyrværkeriet er forsynet med Sikkerhedsstyrelsens godkendelsesnummer (SIK - nr)
  • Udvis altid forsigtighed.
  • Vis hensyn ! - mennesker og dyr kan blive skræmt af fyrværkeri.
  • Brug altid sikkerhedsbriller.
  • Læs fyrværkeriets brugsanvisning.
  • Brug aldrig fyrværkeri indendørs, bortset fra "småfyrværkeri"
  • Anbring altid fyrværkeriet i solide "affyringsramper" - stativ, rør, spand med sand eller lignende - undgå at bruge flasker, de vælter let.
  • Hold aldrig fyrværkeri i hånden.
  • Affyr altid raketter lodret - aldrig vandret.
  • Antænd lunten med strakt arm og gå hurtigt væk.
  • Pas på åbne vinduer.
  • Kast aldrig med fyrværkeri.
  • Brug altid en pose til fyrværkeriet og aldrig lommerne.
  • Gå aldrig tilbage til en fuser.
  • Prøv aldrig at antænde "gammelt" fyrværkeri som du finder.  
  • Kom helskindet ind i det nye år. Godt Nytår